Page 295 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

udenlandske Retter og vant, som han var, til almindelig
Spise, ikke vilde kildre Ganen med Lækrerier. Da han blev
spurgt, hvorfor han satte sådant et mørkt Ansigt op og ikke
vilde nyde godt af den kongelige Velviljes Gunst, sagde han,
at han var draget til Danmark for at træffe Frodes Søn og
ikke en Mand, som stoppede sin grådige og forslugne Mave
med en Mangfoldighed af kunstige Retter. Den tyske
Overdådighed, som Kongen havde vænnet sig til, havde
nemlig drevet ham til at lade Mad, som allerede var kogt,
stege for at kunne mætte sig på lækre Sager. Derpå kunde
han ikke dy sig for at gå i Rette med Ingilds Sæder og
udøste al sin bitre Dadel over hans Hoved, fordømte hans
Pligtforsømmelse, at han dvask af Overmættelse gav den af
at æde opståede Tunghed Luft i hæslig Ræben, at han af
Tyskerne lod sig lokke ind på Vildveje, der lå fjærnt fra al
Afholdenhed, og var i den Grad blottet for Dyd, at han ikke
engang tragtede efter den svageste Skygge af den. Men den
største Skjændselsbyrde, han bar på, sagde han, var, at han
ikke strax, da han blev våbenfør, havde tænkt på at hævne
sin Fader, men satte Naturens Lov til Side og viste dem, der
havde udgydt hans Faders Blod, Gunst og Bevågenhed,
omfattede Folk, der havde fortjent det værste, med den
inderligste Kjærlighed, og ikke blot undlod at straffe dem,
han burde have straffet på Livet, men endogså holdt dem for
værdige til den Ære at leve sammen med ham og sidde til
Bords med ham. Derhos skal han have kvædet dette Kvad:
Yngling, som ej
Krigen ynder,
vige bør
for hvide Hår.
Ej man modig
Mand hør laste,
er han gammel
end og grå.
-289-