Page 391 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Aldrig fik min
Tale Ende,
om jeg skulde
alt fortælle.
Sålunde kvad Stærkodder. Da han endelig af deres Samtale
skjønnede, at Had var Hlennes Søn, og således kom på det
rene med, at den unge Mand var af fornem Herkomst, bød
han ham sin Hals til Hug, idet han opmuntrede ham til ikke
at være bange for at tage Hævn over sin Faders Banemand,
og derhos lovede han, at når han gjorde det, skulde han få
det Guld, han havde fået af Hlenne. Og for end yderligere at
ophidse ham imod sig, skal han have kvædet sålunde:
Had, din Fader,
bør du hævne,
jeg med Vold
og Vilje vog ham.
For hans Bane
selv jeg byder
dig mit Liv
og Løn derhos.
Længe var jeg
led ved Livet,
men kun Helt
skal Helten fælde.
Føj mig nu
og dræb din Fjende,
glad i Døden
går den gamle.
Trøsket Træ,
som ej kan trives,
vige bør
for Træ, som voxer.
-385-