Page 396 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og måtte gjøre Bondearbejde. På Grund af den Dygtighed,
hvormed han røgtede denne Gjerning, blev han forflyttet til
Opsynsmand over Kongens Trælle. Da han også røgtede
dette Hverv med den største Redelighed, blev han optagen
blandt Kongens Hirdmænd, og da han på Hofmandsvis
lagde overordentlig Høviskhed for Dagen, blev han snart en
af Kongens Venner og fik den første Plads i hans
Fortrolighed, og ved sine Fortjenester nåede han således
ligesom Trin for Trin fra de laveste Kår op til Ærens højeste
Tinde. For ikke at henleve sin Ungdom i Sløvhed og
Dorskhed øvede han sig i krigerske Idrætter og udviklede
ved Flid de Gaver, Naturen havde skjænket ham. Alle holdt
af Jarmerik, kun Dronningen nærede Mistillid til ham. Så
meldte Rygtet pludselig, at Kongens Broder var død. Ismar
vilde give ham den prægtigste Begravelse, og for at gjøre så
meget større Stads af hans Ligfærd lod han med kongelig
Rundhåndethed berede et Gjæstebud. Jarmerik, hvem ellers
Omsorgen for Husvæsenet påhvilede sammen med
Dronningen, begyndte imidlertid at se sig om efter en Udvej
til Flugt, hvortil den Omstændighed, at Kongen var borte,
syntes at byde Lejlighed. Han var nemlig på det rene med,
at, skjønt han levede i Glans og Herlighed, vilde han dog
kun vedblive at være Kongens usle Træl og så at sige leve af
Nåde og andres Velgjerninger. Han mente derhos, at skjønt
han nød de største Æresbevisninger hos Kongen, var
Friheden at foretrække for al Gammen, og han brændte af
den største Begjærlighed efter at se sit Fædreland og sin
Slægt. Men da han vidste, at Dronningen havde sørget for
tilstrækkelige Vagtposter, for at ingen af Fangerne skulde
undløbe, sørgede han for ved List at nå, hvad han ikke
kunde nå med Magt. Han tog derfor en af Bast og Vidjer
flettet Kurv af Form som et Menneske, af den Slags, som
Bønderne plejer at bruge til at skræmme Fuglene fra Kornet
med, lagde en levende Hund i den, afførte sig sine Klæder
og klædte Kurven på med dem, for at den skulde få så meget
-390-