Page 392 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Fældes vil jeg,
før jeg falder,
sød er Død,
som selv man søger.
Med disse Ord tog han Pengene op af Pungen og rakte ham
dem. Had, der lige så meget ansporedes af Begjærlighed
efter at komme i Besiddelse af Guldet som af Lyst til at
hævne sin Fader, lovede, at han vilde gjøre, som han bad, og
ikke afslå den Løn, han bød ham. Stærkodder rakte ham
ivrig sit Sværd. strakte Halsen frem og opmuntrede ham til
at hugge til uden Frygt og til ikke at bruge Sværdet som en
Kvinde, og lod ham derhos vide, at når han, efter at have
fuldt byrdet Drabet, sprang imellem Hovedet og Kroppen,
inden denne faldt, vilde Våben ikke bide på ham; men om
han sagde dette for virkelig at belære ham eller for at straffe
ham for Drabet, er ikke let at sige, thi det kan godt være, at
Legemets Masse vilde have knust ham, når han sprang. Had
svang Sværdet af al sin Magt og hug Hovedet af den gamle.
Da det afhuggede Hoved faldt til Jorden, skal det, efter hvad
der fortælles, have bidt i Græsset, så at Mundens Glubskhed
endnu i Dødens Stund bar Vidne om hans Sinds Grumhed.
Had, som frygtede for, at der stak Svig under Stærkodders
Løfter, vogtede sig imidlertid vel for at springe; havde han
været letsindig nok til at gjøre det, vilde han måske være
bleven knust af Liget, idet det faldt, og således være
kommen til at bøde med sit eget Liv, fordi han havde dræbt
den gamle. Dog vilde han ikke lade så vældig en Kæmpe
ligge ubegravet og lod derfor hans Lig jorde på den Slette,
der hedder Rolyng.
-386-