Page 383 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Sejr den vante Ret til Skat.
Stærkodder var nu bleven affældig som Følge af sin høje
Ælde, og man holdt for, at han nu havde udtjent som
Krigsmand og Kæmpe. For at han nu ikke for sin Alderdoms
Skyld skulde miste sin fordums Hæder, mente han, det vilde
være ypperligt frivillig at søge Døden og af egen Drift
fremskynde den. Han, som så tit havde bestået herlige
Kampe, holdt for, at det vilde være skammeligt at dø
Strådød, og for at forøge den Navnkundighed, han havde
vundet i sit forbigangne Liv, foretrak han at falde for en
hvilken som helst fribåren Mands Hånd frem for at vente på
en sendrægtigt kommende naturlig Død. Så forsmædeligt
ansås det i gamle Dage for at være for dem, der gav sig af
med Krigsvæsen, at dø på Sottesengen. Da han nu altså var
affældig og hans Øjnes Lys slukket, og han var led ved at
leve længer, bar han, for at kjøbe en til at blive hans
Drabsmand, det Guld han havde tjent ved at dræbe Ole,
hængende om Halsen, idet han mente, at den bedste Måde,
hvorpå han kunde sone det Højforræderi, han havde begået,
vilde være at betale den samme Løn, han havde fået for at
dræbe Ole, for selv at blive dræbt og at udrede det Guld, han
havde fået for en andens Død, som Betaling for sin egen, thi
det, tyktes ham, var den smukkeste Brug, han kunde gjøre af
den Løn, han havde tjent på så skammelig Vis. Omgjordet
med to Sværd vaklede han af Sted støttende sine kraftesløse
Skridt med to Stokke, og da en Almuesmand så' ham, tyktes
det ham overflødigt, at den gamle Mand havde to Sværd,
hvorfor han spottende bad ham om at give ham det ene af
dem. Stærkodder vakte Håb hos ham om, at han vilde gjøre
hvad han bad om, og bød ham komme nærmere, og så drog
han det ene Sværd og gjennemborede ham. Det så' en Mand
ved Navn Had, der var ved at bede vilde Dyr med sine
Hunde - hans Fader var den Hlenne, som Stærkodder i sin
Tid dreven af Anger over sit ugudelige Mord på Ole havde
-377-