Page 131 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

kom ind i Gaden, betragtede han Husene lidt nøiere, de fleste
vare Bindingsværk og mange havde kun Straatag.
"Nei, jeg er slet ikke vel!" sukkede han, "og jeg drak dog kun
et Glas Punsch! men jeg kan ikke taale det! og det var ogsaa
inderligt galt, at give os Punsch og varm Lax! det skal jeg
ogsaa sige Agentinden! Skulde jeg gaae tilbage igjen og sige,
hvorledes jeg har det! men det er flaut! og mon de ere oppe
endnu!"
Han søgte efter Gaarden, men den var ikke til at finde.
"Det er dog forfærdeligt! jeg kan ikke kjende Østergade
igjen! ikke een Boutik er der! gamle, elendige Rønner seer jeg,
som om jeg var i Roeskilde eller Ringsted! Ak jeg er syg! det
kan ikke hjælpe at genere sig! Men hvor i Verden er dog
Agentens Gaard? Den er ikke sig selv mere! men derinde ere
dog Folk oppe; ak! jeg er ganske vist syg!"
Nu stødte han paa en halvaaben Dør, hvor Lyset faldt ud
gjennem Sprækken. Det var et af den Tids Herbergeersteder, en
Art Ølhuus. Stuen havde Udseende af de holsteenske Diler;
endeel Godtfolk, bestaaende af Skippere, kjøbenhavnske
Borgere og et Par Lærde sad her i dyb Diskurs ved deres Kruus
og gav kun liden Agt paa den Indtrædende.
"Om Forladelse," sagde Justitsraaden til Vertinden, som kom
ham imøde, "jeg har faaet saa inderlig ondt! vil De ikke skaffe
mig en Droske ud til Christianshavn!"
Konen saae paa ham og rystede med Hovedet; derpaa tiltalte
hun ham i det tydske Sprog. Justitsraaden antog, at hun ikke
kunde den danske Tunge og fremførte derfor sit Ønske i Tydsk;
dette tilligemed hans Dragt bestyrkede Konen i, at han var en