Page 135 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Hvad er dog dette! hvad er dog dette!" sagde han, men han
maatte drikke med dem; de toge ganske artigt fat paa den gode
Mand, han var meget fortvivlet, og da En af dem sagde, at han
var drukken, tvivlede han aldeles ikke paa Mandens Ord, bad
dem bare om at skaffe sig en Droske, og saa troede de, han talte
moskovitisk.
Aldrig havde han været i saa raat og simpelt Selskab, man
skulde troe, Landet var gaaet tilbage i Hedendømmet, meente
han, "det er det skrækkeligste Øieblik i mit Liv!" men i det
samme opstod den Tanke hos ham, at han vilde bukke sig ned
under Bordet og da krybe hen til Døren. Det gjorde han, men i
det han var ved Udgangen, mærkede de Andre, hvad han havde
for, de grebe ham ved Benene, og da, til hans gode Lykke, gik
Kaloskerne af og - med disse, hele Trylleriet.
Justitsraaden saae ganske tydeligt foran sig en klar Lygte
brænde, og bag denne en stor Gaard; Alt saae bekjendt og
prægtigt ud, det var Østergade, som vi kjende den; han laae
med Benene hen imod en Port, og lige overfor sad Vægteren og
sov.
"Du min Skaber, har jeg ligget her paa Gaden og drømt!"
sagde han. "Ja, det er Østergade! hvor velsignet lys og broget!
Det er dog skrækkeligt, hvor det Glas Punsch maa have virket
paa mig!"
To Minuter efter sad han i en Droske, som kjørte til
Christianshavn med ham; han tænkte paa den Angst og Nød,
han havde overstaaet, og priste af Hjertet den lykkelige
Virkelighed, vor Tid, der med alle sine Mangler dog var langt
bedre, end den han nylig havde været i.