Page 140 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Legemets Brug hernede, dersom vi ikke, ligesom Vægteren
her, have Lykkens Kalosker paa.
I nogle Secunder var Vægteren faret de 52,000 Mile til
Maanen, der, som man veed, er skabt af et Stof, langt lettere
end vor Jord, og er hvad vi ville kalde blød, som nysfalden
Snee. Han befandt sig paa et af de utallige mange Ringbjerge,
som vi kjende af Dr. Mèdlers store Kort over Maanen;
indvendigt gik det ned i en Kiedel, lodret omtrent en dansk
Miil; dernede laae en By, hvis Udseende vi alene kunne faae et
Begreb om, ved at slaae Æggehvide i et Glas Vand; Materien
her var ligesaa blød og dannede lignende Taarne med Kupler
og seilformede Altaner, gjennemsigtige og svaiende i den tynde
Luft; vor Jord svævede, som en stor dunkelrød Kugle, over
hans Hoved.
Han blev strax vaer en Mængde Skabninger, som vistnok
vare, hvad vi ville kalde Mennesker, men de saae ganske
anderledes ud, end vi; en langt rigere Phantasie, end Pseudo-
Herschels, havde skabt dem; bleve de opstillede i Geleed og
saaledes afmalede, vilde man sige: det er en artig Arabesk! De
havde ogsaa et Sprog, men ingen kan jo forlange at Vægterens
Sjæl skulde forstaae det, alligevel kunde den det, thi vor Sjæl
har langt større Evner, end vi troe; viser den os ikke i vore
Drømme sit forbausende dramatiske Talent, enhver Bekjendt
træder der talende op, saa aldeles i Characteren og med det
samme Organ, i en Grad, at Ingen af os, vaagen, kan efterligne
det. Hvorledes veed den ikke at tilbagekalde os Personer, vi i
mange Aar ikke have tænkt paa; pludseligt fremtræde de i vore
Drømme, saa livagtige, indtil de fineste Træk. Det seer i
Grunden ængsteligt ud med den Sjæle-Hukommelse; hver
Synd, hver ond Tanke vil den jo kunde repetere, da vil det
komme an paa, om vi kunne gjøre Regnskab for hvert
utilbørligt Ord i Hjertet og paa Læben.