Page 144 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Henseende kunde sige, at han havde et tykt Hoved, havde just
Vagt denne Aften; det var en skyllende Regn; dog uagtet begge
disse Hindringer maatte han ud, kun et Qvarteer, det var ikke
noget, syntes han, der var værd at betroe til Portneren, naar
man kunde smutte mellem Jernstængerne. Der laae de
Kalosker, Vægteren havde glemt; mindst tænkte han paa, at de
vare Lykkens, de kunde være meget gode i dette Veir, han tog
dem paa, nu var det, om han kunde klemme sig igjennem,
aldrig før havde han forsøgt det. Der stod han nu.
"Gud give jeg havde Hovedet udenfor!" sagde han, og strax,
skjøndt det var meget tykt og stort, gled det let og lykkeligt
igjennem, det maatte Kaloskerne forstaae; men nu skulde da
Kroppen ud med, her stod han.
"Uh, jeg er for tyk!" sagde han, "Hovedet havde jeg tænkt,
var det Værste! jeg kommer ikke igjennem."
Nu vilde han rask tage Hovedet tilbage, men det gik ikke.
Halsen kunde han beqvemt bevæge, men det var ogsaa Alt.
Den første Følelse var, at han blev vred, den anden, at
Humeuret sank under Nul Grader. Lykkens Kalosker havde
bragt ham i den skrækkeligste Situation, og ulykkeligviis faldt
det ham ikke ind, at ønske sig fri, nei, han handlede og kom
ikke af Stedet. Regnen skyllede ned, ikke et Menneske var at
see paa Gaden. Portklokken kunde han ikke naae, hvorledes
skulde han dog slippe løs. Han forudsaae, at her kunde han
komme til at staae til Morgenstunden, saa maatte man da sende
Bud efter en Smed, for at Jernstængerne kunde files over, men
det gik ikke saa gesvindt, hele den blaa Drengeskole
ligeoverfor vilde komme paa Benene, hele Nyboder arrivere,
for at see ham staae i Gabestokken, der vilde blive Tilløb,
ganske anderledes, end til Kjæmpe-Agaven ifjor. "Hu! Blodet
stiger mig til Hovedet, saa jeg maa blive gal! - ja jeg bliver gal!