Page 141 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Vægterens Siæl forstod saaledes meget godt Maanebeboernes
Sprog. De disputerede om vor Jord og betvivlede, at den kunde
være beboet; Luften maatte der være for tyk til at nogen
fornuftig Maane-Skabning kunde leve der. De ansaae alene
Maanen for at være beboet, den var den egentlige Klode, hvor
de gamle Klodefolk boede.
De talte ogsaa om Politik, men det lille Danmark maa være
forsigtigt, ikke støde Maanen for Hovedet, det store Rige, der
kan gjøre sig ud til Beens, kaste os Stene i Hovedet, eller faae
Østersøen til at løbe over. Vi ville derfor slet ikke høre paa,
hvad der blev sagt, ikke sætte os i det mulige Tilfælde, at kunne
sladdre af Skolen, vi søge ned til Østergade og see der,
hvorledes Vægterens Legeme har det.
Livløst sad det paa Trappen, Morgenstjernen var faldet det ud
af Haanden og Øinene saae op imod Maanen efter den ærlige
Sjæl, som gik om deroppe.
"Hvad er Klokken Vægter?" spurgte en Forbigaaende. Men
hvo der ikke svarte var Vægteren, saa knipsede Man ham
ganske sagte paa Næsen, og der gik Balancen; Kroppen laae
saa lang den var, Mennesket var jo dødt. Der kom en stor
Forskrækkelse over alle hans Kammerater, død var og blev
han; det blev meldt og det blev omtalt, og i Morgenstunden bar
man Kroppen ud paa Hospitalet.
Det kunde nu blive en ganske artig Spads for Siælen, dersom
den kom tilbage og efter al Sandsynlighed søgte Kroppen paa
Østergade, men ingen fandt; rimeligviis vilde den vel først løbe
op paa Politikammeret, senere hen paa Adresse-Contoiret, at
det derfra kunde efterlyses mellem bortkomne Sager, og tilsidst
ud paa Hospitalet; dog vi kunne trøste os med, at Sjælen er