Page 138 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Læs dette, som et Digt fra Ungdoms Aar!
Det er dog bedst, hvis Du det ei forstaaer,
Jeg fattig er, min Fremtid mørk desværre,
Dig signe vil vor Herre!
Ja, saadanne Digte skriver man, naar man er forelsket, men
en besindig Mand lader dem ikke trykke. Her udtalte sig for os
en af Livets Smerter, hvori der er Poesi, ikke hiin golde, som
Digteren kun tør antyde, ikke udmale: Trang, den dyriske
Nødvendighed efter at gribe, om ikke et Olden, saa dog et
nedfaldet Blad af Brødtræet. I jo høiere Livsforhold man er sat,
des større bliver Pinen. Trang er Livets stillestaaende Dynd,
intet Skjønheds Billed afspeiler sig deri; vi ville kun pege paa
den stakkels Sommerfugl, som hænger fast ved Vingen.
Lieutenant, Kjærlighed og Trang, det er en Trekant eller
ligesaagodt, det Halve af Lykkens sønderbrudte Terning. Dette
følte Lieutenanten ret levende, og derfor lagde han Hovedet
mod Vindueskarmen og sukkede ganske dybt:
"Den fattige Vægter ude paa Gaden er langt lykkeligere end
jeg! han kiender ikke hvad jeg kalder Savn! han har et Hjem,
en Kone og Børn, der græde ved hans Sorg, glæde sig ved hans
Glæde! o jeg var lykkeligere, end jeg er, kunde jeg gaae over i
hans Væsen og Væren, gaae med hans Fordringer og
Forhaabning, gjennem dette Liv! ja, han er lykkeligere end
jeg!"
I samme Øieblik var Vægteren igjen Vægter, thi det var ved
Lykkens Kalosker han var gaaet over i Lieutenantens Væsen og
Væren, men der, som vi saae, følte han sig endnu langt mindre
tilfreds og foretrak netop hvad han selv nylig forkastede. Altsaa
Vægteren var igjen Vægter.
"Det var en fæl Drøm!" sagde han, "men løierlig nok var den.
Jeg syntes, at jeg var Lieutenant deroppe og det var slet ingen