Page 139 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Fornøielse. Jeg savnede Mutter og Rollingerne, som ere
færdige ved at kysse mig Øinene ud!"
Han sad igjen og nikkede, Drømmen vilde ham ikke ret ud af
Tankerne, Kaloskerne havde han endnu paa Fødderne. Et
Stjerneskud spillede hen ad Himmelen.
"Der gik den!" sagde han, "der ere nok alligevel! jeg havde
nok Lyst til at see de Tingester lidt nærmere, især Maanen, for
den bliver da ikke borte mellem Hænderne. Naar vi døe, sagde
Studenten, som min Kone vasker grovt for, flyve vi fra den ene
til den anden. Det er en Løgn, men artigt nok kunde det været.
Gid jeg maatte gjøre et lille Hop derop, saa kunde Kroppen
gierne blive her paa Trappen!"
See, der ere nu visse Ting i Verden, man maa være meget
forsigtig med at udtale, men dobbelt forsigtig bør man især
være, dersom man har Lykkens Kalosker paa Fødderne. Hør
bare, hvorledes det gik Vægteren.
Hvad os angaaer, da kjende vi næsten Alle Hurtigheden ved
Damp, vi have prøvet den enten paa Jernbaner eller med Skibet
henover Havet; dog denne Flugt er som Dovendyrets Vandring
eller Sneglens Marsch i Forhold til den Hurtighed, Lyset tager;
det flyver nitten Millioner Gange hurtigere end den bedste
Veddeløber, og dog er Electriciteten endnu hurtigere. Døden er
et electrisk Stød, vi faae i Hjertet; paa Electricitetens Vinger
flyver den frigjorte Sjæl. Otte Minuter og nogle Secunder er
Sollyset om en Reise af over tyve Millioner Mile; med
Electricitetens Hurtigpost behøver Sjælen færre Minuter, for at
gjøre samme Flugt. Rummet mellem Kloderne er for den ei
større, end det i een og samme By er for os mellem vore
Venners Huse, selv om disse ligge temmeligt skilte fra
hinanden, imidlertid koster dette electriske Hjertestød os