Bedstemoder, hun sidder der ude paa Vognen, jeg kan ikke faae
hende ind i Stuen. Vil I ikke bringe hende et glas Mjød, men I
maa tale lovlig høit, for hun kan ikke godt høre."
"Jo, det skal jeg!" sagde Kromanden, og skjænkede et stort
Glas Mjød, som han gik ud med til den døde Bedstemoder, der
var stillet op i Vognen
"Her er et Glas Mjød fra hendes Søn!" sagde Kromanden,
men den døde Kone sagde da ikke et Ord, men sad ganske
stille!
"Hører I ikke!" raabte Kromanden ligesaa høit, han kunde,
"her er et Glas Mjød fra hendes Søn!"
Endnu engang raabte han det samme og saa nok engang, men
da hun slet ikke rørte sig ud af Stedet, blev han vred og kastede
hende Glasset lige ind i Ansigtet, saa Mjøden løb hende lige
ned over Næsen, og hun faldt baglænds om i Vognen, for hun
var kun stillet op og ikke bundet fast.
"Naada!" raabte lille Claus, sprang ud af Døren og tog
Kromanden i Brystet! "der har Du slaaet min Bedstemoder
ihjel! Vil Du bare see, der er et stort Hul i hendes Pande!"
"O det var en Ulykke!" raabte Kromanden og slog Hænderne
sammen! "det kommer altsammen af min Hidsighed! Søde lille
Claus, jeg vil give dig en heel Skjeppe Penge og lade din
Bedstemoder begrave, som om det var min egen, men tie bare
stille, for ellers hugge de Hovedet af mig, og det er saa ækelt!"
Saa fik lille Claus en heel Skjeppe Penge, og Kromanden
begravede den gamle Bedstemoder, som det kunde være hans
egen.