Page 205 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Ørnen i de sorte Skove fløi nok saa let, men Østenvinden fløi
lettere. Kosakken paa sin lille Hest jog afsted over Sletterne,
men Prindsen jog anderledes afsted.
"Nu kan du see Himmalaia!" sagde Østenvinden, "det er det
høieste Bjerg i Asien; snart skulle vi nu komme til Paradisets
Have!" saa dreiede de mere sydligt, og snart duftede der af
Kryderier og Blomster. Figen og Granatæbler voxte vildt, og
den vilde Viinranke havde blaa og røde Druer. Her steeg de
begge to ned, strakte sig i det bløde Græs, hvor Blomsterne
nikkede til Vinden ligesom de vilde sige: "velkommen tilbage."
"Ere vi nu i Paradisets Have?" spurgte Prindsen.
"Nei vist ikke!" svarede Østenvinden, "men nu skal vi snart
komme der. Seer du Fjeldvæggen der og den store Hule, hvor
Viinrankerne hænge som store grønne Gardiner. Der skal vi ind
igjennem! Svøb dig i din Kappe, her brænder Solen, men eet
Skridt og det er isnende koldt. Fuglen, som streifer forbi Hulen,
har den ene Vinge herude i den varme Sommer og den anden
derinde i den kolde Vinter!"
"Saa, det er Veien til Paradisets Have?" spurgte Prindsen.
Nu gik de ind i Hulen! hu, hvor der var isnende koldt, men
det varede dog ikke længe. Østenvinden bredte sine Vinger ud,
og de lyste som den klareste Ild; nei hvilke Huler! de store
Steenblokke, som Vandet dryppede fra, hang over dem i de
forunderligste Skikkelser; snart var der saa snevert, at de
maatte krybe paa Hænder og Fødder, snart saa høit og udstrakt,
som i den frie Luft. Det saae ud som Gravcapeller med stumme
Orgelpiber og forstenede Faner.