Page 206 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Vi gaae nok Dødens Vei til Paradisets Have!" sagde
Prindsen, men Østenvinden svarede ikke et Ord, pegede
fremad, og det deiligste blaa Lys straalede dem imøde;
Steenblokkene oven over bleve mere og mere en Taage, der
tilsidst var klar, som en hvid Sky i Maaneskin. Nu vare de i den
deiligste milde Luft, saa frisk som paa Bjergene, saa duftende,
som ved Dalens Roser.
Der strømmede en Flod, saa klar, som Luften selv, og Fiskene
vare som Sølv og Guld; purpurrøde Aal, der skjøde blaa
Ildgnister ved hver Bøining, spillede dernede i Vandet og de
brede Aakande-Blade havde Regnbuens Farver, Blomsten selv
var en rødguul brændende Lue, som Vandet gav Næring,
ligesom Olien faaer Lampen bestandigt til at brænde! en fast
Bro af Marmor, men saa kunstigt og fiint udskaaren, som var
den gjort af Kniplinger og Glasperler, førte over Vandet til
Lyksalighedens Ø, hvor Paradisets Have blomstrede.
Østenvinden tog Prindsen paa sine Arme og bar ham derover.
Der sang Blomster og Blade de skjønneste Sange fra hans
Barndom, men saa svulmende deiligt, som ingen menneskelig
Stemme her kan synge.
Var det Palmetræer, eller kjæmpestore Vandplanter, her
groede! saa saftige og store Træer havde Prindsen aldrig før
seet; i lange Krandse hang der de forunderligste Slyngplanter,
som de kun findes afbildede med Farver og Guld paa Randen
af de gamle Helgenbøger eller snoe sig der gjennem
Begyndelses-Bogstaverne. Det var de sælsomste
Sammensætninger af Fugle, Blomster og Snørkler. I Græsset
tæt ved stod en Flok Paafugle med udbredte straalende Haler!
Jo det var rigtignok saa! nei da Prindsen rørte ved dem,
mærkede han, at det ikke var Dyr, men planter: det var store