Page 267 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Grenene hænge lige ned mod Jorden, ligesom om de kunde
være et grønt, langt Haar.
Paa alle Markerne rundt om voxte Korn, baade Rug, Byg og
Havre, ja den deilige Havre, der seer ud, naar den er moden,
ligesom en heel Mængde smaa gule Kanarifugle paa en Green.
Kornet stod saa velsignet, og jo tungere det var des dybere
bøiede det sig i from Ydmyghed.
Men der var ogsaa en Ager med Boghvede, og den Ager var
lige ud for det gamle Piletræ; Boghveden bøiede sig slet ikke,
som det andet Korn, den kneiste stolt og stiv!
"Jeg er vel saa riig, som Axet," sagde den, "jeg er desuden
meget smukkere; mine Blomster ere skjønne, som Æbletræets
Blomster, det er en Lyst at see paa mig og mine! kjender Du
nogen prægtigere end os, Du gamle Piletræ!"
Og Piletræet nikkede med Hovedet, ligesom det vilde sige:
"jo det gjør jeg rigtignok!" men Boghveden struttede af bare
Hovmod og sagde: "det dumme Træ, det er saa gammelt at der
voxer Græs i Maven paa det!"
Nu trak der et skrækkeligt ondt Veir op; alle Markens
Blomster foldede deres Blade, eller bøiede deres fine Hoveder,
mens Stormen foer hen over dem; men Boghveden kneisede i
sin Stolthed.
"Bøi dit Hoved, som vi!" sagde Blomsterne.