Page 258 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Paa Prindsens Faders Grav voxte der et Rosentræ, o saadant et
deiligt Rosentræ; det bar kun hvert femte Aar Blomst, og det
kun een eneste, men det var en Rose, der duftede saa sødt, at
man ved at lugte til den glemte alle sine Sorger og
Bekymringer, og saa havde han en Nattergal, der kunde synge,
som om alle deilige Melodier sad i dens lille Strube. Den Rose
og den Nattergal skulde Prindsessen have; og derfor kom de
begge to i store Sølv-Foderaler og bleve saa sendte til hende.
Keiseren lod dem bære foran sig ind i den store Sal, hvor
Prindsessen gik og legede "komme Fremmede", med sine
Hofdamer; og da hun saae de store Foderaler med Presenterne
i, klappede hun i Hænderne af Glæde.
"Bare det var en lille Missekat!" sagde hun, - men saa kom
Rosentræet frem med den deilige Rose.
"Nei, hvor er den nydelig gjort!" sagde alle Hofdamerne.
"Den er mere end nydelig!" sagde Keiseren, "den er pæn!"
Men Prindsessen følte paa den og saa var hun færdig at
græde.
"Fy Papa!" sagde hun, "den er ikke kunstig, den er virkelig!"
"Fy!" sagde alle Hoffolkene, "den er virkelig!"
"Lad os nu først see, hvad der er i det andet Foderal, før vi
blive vrede!" meente Keiseren, og saa kom Nattergalen frem;
den sang da saa deiligt, at man ligestrax ikke kunde sige noget
ondt mod den.