Page 275 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

en Nattergal, der sang saa velsignet, at selv den fattige Fisker,
der havde saa meget andet at passe, laae stille og lyttede, naar
han om Natten var ude at trække Fiskegarnet op og da hørte
Nattergalen. "Herre Gud, hvor det er kjønt!" sagde han, men
saa maatte han passe sine Ting og glemte Fuglen; dog næste
Nat naar den igjen sang, og Fiskeren kom derud, sagde han det
samme: "Herre Gud! hvor det dog er kjønt!"
Fra alle Verdens Lande kom der Reisende til Keiserens Stad,
og de beundrede den, Slottet og Haven, men naar de fik
Nattergalen at høre, sagde de Allesammen: "Den er dog det
bedste!"
Og de Reisende fortalte derom, naar de kom hjem, og de
Lærde skreve mange Bøger om Byen, Slottet og Haven, men
Nattergalen glemte de ikke, den blev sat allerøverst; og de, som
kunde digte, skrev de deiligste Digte, allesammen om
Nattergalen i Skoven ved den dybe Sø.
De Bøger kom Verden rundt, og nogle kom da ogsaa engang
til Keiseren. Han sad i sin Guldstol, læste og læste, hvert
Øieblik nikkede han med Hovedet, thi det fornøiede ham at
høre de prægtige Beskrivelser over Byen, Slottet og Haven.
"Men Nattergalen er dog det allerbedste!" stod der skrevet.
"Hvad for Noget!" sagde Keiseren, "Nattergalen! den kjender
jeg jo slet ikke! er her saadan en Fugl i mit Keiserdømme,
ovenikjøbet i min Have! det har jeg aldrig hørt! saadant noget
skal man læse sig til!"
Og saa kaldte han paa sin Cavaleer, der var saa fornem, at
naar nogen, der var ringere end han, vovede at tale til ham,
eller spørge om noget, saa svarede han ikke andet, end "P!" og
det har ikke noget at betyde.