Page 272 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Krykker gaae den lille Stue et Par Gange op og ned, det var det
hele. Nogle Dage om Sommeren faldt Solstraalerne en halv
Times Tid ind i Kjælder-Forstuen, og naar da den lille Dreng
sad der og lod den varme Sol skinne paa sig, og saae det røde
Blod gjennem sine fine Fingre, som han holdt op for Ansigtet,
saa hed det: "ja i Dag har han været ude!" - Han kjendte
Skoven i dens deilige Foraars-Grønne kun derved, at Naboens
Søn bragte ham den første Bøgegreen, og den holdt han over sit
Hoved, og drømte sig da at være under Bøgene, hvor Solen
skinnede, og Fuglene sang. En Foraarsdag bragte Naboens
Dreng ham ogsaa Markblomster, og mellem disse var,
tilfældigviis en med Rod ved, og derfor blev den plantet i en
Urtepotte og stillet hen i Vinduet tæt ved Sengen. Og Blomsten
var plantet med en lykkelig Haand, den voxede, skjød nye
Skud og bar hvert Aar sine Blomster; den blev den syge Drengs
deiligste Urtegaard, hans lille Skat paa denne Jord; han
vandede og passede den, og sørgede for, at den fik hver
Solstraale, lige til den sidste, der gled ned over det lave Vindue;
og Blomsten selv voxede ind i hans Drømme, thi for ham
blomstrede den, udspredte sin Duft og glædede Øiet; mod den
vendte han sig i Døden, da vor Herre kaldte ham. - Et Aar har
han nu været hos Gud, et Aar har Blomsten staaet forglemt i
Vinduet og er visnet, og derfor ved Flytningen kastet ud i
Feieskarnet paa Gaden. Og det er den Blomst, den fattige,
visne Blomst vi have taget med i Bouquetten, thi den Blomst
har glædet mere, end den rigeste Blomst i en Dronnings Have!"
"Men hvorfra veed Du alt dette!" spurgte Barnet, som
Engelen bar op mod Himlen.
"Jeg veed det!" sagde Engelen. "Jeg var jo selv den syge, lille
Dreng, der gik paa Krykker! min Blomst kjender jeg nok!"
Og Barnet aabnede ganske sine Øine og saae ind i Engelens