Page 277 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

med, for de vilde ikke gjerne dunkes paa Maven. Der var en
Spørgen efter den mærkelige Nattergal, som hele Verden
kjendte, men Ingen ved Hoffet.
Endelig traf de en lille, fattig Pige i Kjøkkenet, hun sagde: "O
Gud, Nattergalen! den kjender jeg godt! ja, hvor den kan
synge! hver Aften har jeg Lov til at bringe lidt af Levningerne
fra Bordet hjem til min stakkels syge Moder, hun boer nede ved
Stranden, og naar jeg saa gaaer tilbage, er træt og hviler i
Skoven, saa hører jeg Nattergalen synge! jeg faaer Vandet i
Øinene derved, det er ligesom om min Moder kyssede mig!"
"Lille Kokkepige!" sagde Cavaleren, "jeg skal skaffe hende
fast Ansættelse i Kjøkkenet og Lov til at see Keiseren spise,
dersom hun kan føre os til Nattergalen, for den er tilsagt til i
Aften!" -
Og saa droge de Allesammen ud i Skoven, hvor Nattergalen
pleiede at synge; det halve Hof var med. Som de allerbedst gik,
begyndte en Ko at brøle.
"O!" sagde Hofjunkerne, "nu har vi den! det er dog en
mærkelig Kraft i et saadant lille Dyr! jeg har ganske bestemt
hørt den før!"
"Nei, det er Køerne, som brøle!" sagde den lille Kokkepige,
"vi ere endnu langt fra Stedet!"
Frøerne qvækkede nu i Kjæret.
"Deiligt!" sagde den chinesiske Slotsprovst, "nu hører jeg
hende, det er ligesom smaa Kirkeklokker!"