Page 268 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Det behøver jeg slet ikke!" sagde Boghveden.
"Bøi dit Hoved, som vi!" raabte Kornet! "nu kommer
Stormens Engel flyvende! han har Vinger, der naae oppe fra
Skyerne og lige ned til Jorden, og han hugger Dig midt over,
før Du kan bede ham være Dig naadig!"
"Ja men jeg vil ikke bøie mig!" sagde Boghveden.
"Luk dine Blomster og bøi dine Blade!" sagde det gamle
Piletræ, "see ikke op mod Lynet, naar Skyen brister, selv
Menneskene tør det ikke, thi i Lynet kan man see ind i Guds
Himmel, men det Syn kan selv gjøre Menneskene blinde, hvad
vilde der da ikke skee med os Jordens Væxter, vovede vi det,
vi, som ere langt ringere!"
"Langt ringere!" sagde Boghveden. "Nu vil jeg just see ind i
Guds Himmel!" og den gjorde det i Overmod og Stolthed. Det
var, som hele Verden stod i Ildslue, saaledes lynede det.
Da det onde Veir siden var forbi, stod Blomster og Korn i den
stille rene Luft, saa forfriskede af Regnen, men Boghveden var
brændt kulsort i Lynet, den var nu død, unyttig Urt paa Marken.
Og det gamle Piletræ bevægede sine Grene i Vinden og der
faldt store Vanddraaber fra de grønne Blade, ligesom om Træet
græd, og Spurvene spurgte: "hvorfor græder Du? her er jo saa
velsignet! see hvor Solen skinner, see hvor Skyerne gaae, kan
Du mærke den Duft fra Blomster og Buske! hvorfor græder
Du, gamle Piletræ!"