Page 271 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Og der stod et slankt, velsignet Rosentræ, men en ond Haand
havde knækket Stammen, saa at alle Grenene, fulde af store,
halvudsprungne Knopper, hang visne ned rundtenom.
"Det stakkels Træ!" sagde Barnet, "tag det, at det kan komme
til at blomstre deroppe hos Gud!"
Og Engelen tog det, men kyssede Barnet derfor, og den Lille
aabnede halvt sine Øine. De plukkede af de rige Pragtblomster,
men toge ogsaa den foragtede Morgenfrue og den vilde
Stedmoderblomst.
"Nu have vi Blomster!" sagde Barnet, og Engelen nikkede,
men de fløi endnu ikke op mod Gud. Det var Nat, det var
ganske stille, de bleve i den store By, de svævede om i en af de
snevreste Gader, hvor der laae hele Bunker Halm, Aske og
Skrimmelskrammel, det havde været Flyttedag! der laae
Stykker af Talerkener, Gipsstumper, Klude og gamle
Hattepulle, Alt hvad der ikke saae godt ud.
Og Engelen pegede i al den Forstyrrelse ned paa nogle Skaar
af en Urtepotte, og paa en Klump Jord, der var faldet ud af
denne og holdtes sammen ved Rødderne af en stor, vissen
Markblomst, der slet ikke duede og derfor var kastet ud paa
Gaden.
"Den tage vi med!" sagde Engelen, "jeg skal fortælle Dig,
medens vi flyve!"
Og saa fløi de, og Engelen fortalte:
"Dernede i den snevre Gade, i den lave Kjælder, boede en
fattig, syg Dreng; fra ganske lille af havde han altid været
sengeliggende; naar han var allermeest rask, kunde han paa