Page 317 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dem Menneskeliv som Sonoffer. Dette Raseri indgav deres
grumme Sind eller onde Ånder dem. Da Halfdan spurgte
dette, medens han var optagen af Vikingetog, sagde han, at
det var godt, at hans Krigsfolk, som hidtil havde raset imod
fremmede, nu kom til at bruge Sværdene imod deres
Landsmænds Kjød og Blod, og at de, som havde været vante
til at lægge Vind på at udvide Riget, nu kom til at hævne den
Uret, der var bleven øvet ved, at man havde bemægtiget sig
det. Da han rykkede frem, skikkede Sivald Sendemænd til
ham og opfordrede ham til, i Fald hans Bedrifter svarede til
det Ry, der gik af dem, og han var så stor en Mand, som han
havde Ord for at være, at møde ham og hans Sønner i
Enekamp og skåne sin Hær ved selv at udsætte sig for Fare.
Da Halfdan svarede, at det ikke var Lov, at mere end to
skulde kæmpe med hinanden, sagde Sivald, at det var intet
Under, at en ugift Mand, som ingen Børn havde, undslog sig
for den Kamp, der bødes ham, eftersom hans kølige Natur
havde gydt ham en led Kulde både i Kroppen og i Sjælen;
Børn hørte sammen med deres Ophav, thi de var komne til
Verden som Kjød af hans Kjød; han og hans Sønner måtte
derfor regnes for én Mand, thi Naturen havde så at sige givet
dem ét Legeme. Opbragt over denne skammelige Spot tog
Halfdan mod Udfordringen for ved ypperlige
Manddomsgjerninger at hævne den forsmædelige
Bebrejdelse, der var bleven gjort ham, fordi han var ugift.
Medens han nu vankede om i en skyggefuld Skov, rykkede
han en Eg, der stod på hans Vej, op af Jorden med Rode og
lavede sig en vældig Kølle af den ved blot at hugge Grenene
af, og stolende på dette Våben digtede han følgende korte
Kvad:
Knejsende jeg
Køllen bærer,
Køllen, som
skal knuse Fjenden.
Glade vist ej
-311-