således et Endeligt, som en sådan Sjælsstorhed ikke havde
fortjent.
Halfdan, som nu var Herre over to Riger, smykkede det Ry,
han havde vundet, med trefoldig Hæder; han var nemlig
veltalende og forfaren i at digte på den fra Fædrene
nedarvede Vis og ikke mindre udmærket til al Kæmpeidræt
end til at håndhæve sin kongelige Magt og Myndighed. Men
da han fik Nys om, at to dristige Vikinger, Toke og Amund,
truede de omliggende Landsdele, angreb han dem og
fældede dem i et Søslag, thi intet, holdt de gamle for, var
mere værd at eftertragte end Berømmelse, som ikke vandtes
ved Rigdoms Glans, men ved Våbendåd. De navnkundigste
Mænd i gamle Dage lagde derfor Vind på at tage sig af
Oprør og yppe Strid, hadede Lediggang, foretrak Krig for
Fred, satte en Ære i Dyder og ikke i Rigdom og havde mest
Glæde af Kamp og Krig, mindst af Gjæstebud.
Men Halfdan kom ikke længe til at savne en Medbejler. En
Mand ved Navn Sivald, af såre berømmelig Herkomst,
fortalte nemlig med Gråd og Klage de på Tinge forsamlede
Svenskere, hvorlunde Frode og hans Dronning var komne af
Dage, og vakte derved så stort Had til Halfdan hos næsten
alle, at de Fleste gav deres Minde til, at han måtte gjøre
Oprør. Han lod sig nu ikke nøje med at have opnået deres
Stemmer, men bedårede i den Grad Folkets Sind ved sin
Ærgjerrigheds Kunster, at han fik næsten alle med til at
sætte Kongekronen på hans Hoved. Han havde syv Sønner,
der var så drevne i Trolddomskunster, at de tit, når de
pludselig blev grebne af voldsomt Raseri, hylede
skrækkelig, bed i deres Skjolde, slugte gloende Kul og gik
igjennem et hvilket som helst Bål, man tændte op for dem,
og der var så intet andet Middel til at få Bugt med deres
Afsindighed end enten at lægge dem i Lænker eller bringe
-310-