anså ham for værdig til, at man offentlig ofrede til ham.
Men eftersom det plejer at falde de overvundne vanskeligt at
slå sig til Ro, og de undertvungnes Frækhed bestandig higer
imod, hvad der er dem forment, angreb Erik, medens han
pønsede på at råde Bod på de Tab, hans Flugt havde påført
ham, de Landsdele, Halfdan havde underlagt sig. Ikke
engang Danmark undlod han at lade sin Grumhed gå ud
over, idet han anså det for al Ære værd at hjemsøge den
Mands Land, der havde fordrevet ham fra hans eget. Idet
han således foretrak at påføre et andet Land Overlast frem
for at vise den tilbage, der blev tilføjet hans eget, friede han
Sverige fra Fjender, thi da Halfdan erfor, at hans Broder
Harald var bleven slået af ham i tre Slag og fældet i det
fjerde, blev han af Frygt for at miste Riget nødt til at forlade
Sverige og vende hjem til Danmark, og således kom Erik så
meget hurtigere igjen i Besiddelse af Herredømmet over
Sverige, som han havde været let til at opgive det. Havde
Lykken været ham lige så gunstig i Henseende til at bevare
Herredømmet som i Henseende til at gjenvinde det, vilde
den ikke have givet ham i Halfdans Vold. Med hans
Tilfangetagelse gik det sålunde til: Da Halfdan var vendt
tilbage til Sverige, skjulte han snedig sin Flåde og sejlede
imod Erik med to Skibe. Erik angreb ham med ti, og ad
forskjellige Krogveje sejlede han så tilbage til det Sted, hvor
han havde sin Flåde skjult. Erik forfulgte ham for langt, og
den danske Flåde kom frem på Havet. Erik blev omringet,
men han afslog det Tilbud, der blev gjort ham om at beholde
Livet på Betingelse af Trældom, han kunde ikke indlade sig
på at sætte Livet over Friheden og foretrak Døden for
Trællekår for ikke at få Ord for af Begjærlighed efter Livet
at lade sig fra fri Mand gjøre til Træl og for ikke at blive den
Mands underdanige Tjener, som Lykken for stakket siden
havde gjort til hans Ligemand. Så lidt vil Tapperheden vide
af at kjøbe Livet med Vanære. Han blev da lagt i Lænker og
sendt bort til et Sted, hvor mange vilde Dyr holdt til, og fik
-309-