Page 95 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Modværge imod den Fare, de knapt kjendte, idet de på
Grund af Nattens Mørke ikke kunde skjelne, om det var
Venner eller Fjender, de havde for sig. Det traf sig så, at
Hjalte, der var en af Kongens ædleste Hirdmænd, just den
Nat hemmelig var gået ud på Landet, hvor han havde en
Slegfred. Da han i det fjærne hørte Våbengnyet, foretrak han
strax, skjønt han knapt kunde tro sine egne Øren, Tapperhed
for Vellyst og vendte sig fra Elskovs søde Tillokkelser til
Krigens barske Farer. Hvor glødende må ikke denne
Kæmpes Kærlighed til sin Konge have været, eftersom han
hellere vilde sætte sit Liv på Spil i åbenbar Fare end bevare
det for Vellyst, skjønt han til Undskyldning for, at han ikke
mødte, kunde foregive, at han ikke vidste noget om, hvad
der var på Færde. Da han vilde til at gå, spurgte Frillen ham,
hvor gammel en Mand hun skulde vælge, i Fald hun mistede
ham. Hjalte bød hende komme hen til ham, som om han
vilde hviske noget til hende, og i sin Harme over, at hun
spurgte ham til Råds om hans Eftermand, skar han Næsen af
hende for ved dette skammelige Sår at straffe hende for
hendes letfærdige Spørgsmål og ved at skamfere hendes
Ansigt lægge en Dæmper på hendes løsagtige Sind. Og efter
at have gjort det sagde han, at nu kunde hun vælge frit efter
sin Lyst.
Derpå skyndte han sig tilbage til Byen, brød ind i
Trængslen, hvor den var tættest, og sårede og fældede
mange Fjender. Da han kom forbi Kammeret, hvor Bjarke
endnu lå og sov, bød han ham vågne og kvad:
Vågner alle
Venner af Rolv,
vågner alle
Ædlingens Mænd.
Tid er ej længer
ledig at ligge,
-89-