Page 91 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

for at lade sit eget i Stikken. For at komme så meget
hurtigere af Sted adlød de ufortøvet Dronningens Bud,
tømte deres Lommer og lod Fjenderne rives om Byttet.
Somme påstå, at Yrsa beholdt Guldet, og at det, hun strøede
ud til sine Forfølgere, ikke var andet end forgyldt Kobber,
og det kan jo være troligt nok, at et Kvindfolk, der pønsede
på så store Gjerninger, også kunde have lavet noget uægte
Stads til for at kaste det for Fjenderne, så det falske Skin fik
dem til at tage det for ægte Varer. Da Adils så' Halskjæden,
han havde givet Rolv, ligge imellem de andre gyldne
Smykker, kunde han ikke få Øjnene fra denne sin
Gjerrigheds kjæreste Skat og lagde sig i sin Griskhed på
Knæ for at tage den op. Ved således at se ham ligge der i
Støvet lo Rolv ad ham, der blev slagen med sine egne
Gaver, idet han nu begjærlig tog tilbage, hvad han i
Træskhed havde givet bort. Medens Svenskerne frydede sig
over deres Bytte, skyndte Danskerne sig af al Magt til deres
Skibe, lagde alle Kræfter i ved Årerne og slap således bort.
Det hedder ellers om Rolv, at hvad man så end bad ham om,
havde han for Skik med redebon Gavmildhed strax at give
det fra sig ved den første Anmodning, så at ingen nogen
Sinde havde nødig at bede anden Gang; han vilde nemlig
hellere komme Anmodningens Gjentagelse i Forkjøbet ved
strax at tilstå Gaven end forringe dens Værd ved at lade den
vente for længe på sig. Derfor søgte også Kæmper i
Mængde til ham, thi Tapperhed anspores af Ros og næres
ved Gaver.
Ved denne Tid gjorde en Mand ved Navn Agnar, Ingels Søn,
stort Gilde for at fejre sit Bryllup med Rolvs Søster Rude.
Kæmperne holdt sig lystige der med alskens Larm og
Lystighed, og blandt andet kastede de jævnlig svære
Knogler i Hovedet på en, som hed Hjalte. Det traf sig nu så,
at sådan en Knokkel gik fejl og ramte Hjaltes Sidemand
Bjarke voldsomt i Hovedet, og denne Forhånelse tillige med
-85-