Page 92 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Smerten gjorde ham så vred, at han kastede Knoglen tilbage
til den, der havde sendt den, med sådan Kraft, at Ansigtet
kom til at vende bagud og Nakken fremefter, så han til Straf
for sit vrange Sind fik Hovedet vendt. Dermed fik denne
forsmædelige og overmodige Leg en brat Ende, og
Kæmperne brød op fra Borgen. Brudgommen, der var vred
over den Uret, han mente, der var tilføjet Gjæsterne,
besluttede at gå i Tvekamp med Bjarke og tage Hævn over
ham, fordi han havde forstyrret Lystigheden. Da Tvekampen
skulde til at begynde, blev der længe tvistet om, hvem af
dem det første Hug tilkom, thi når der i gamle Dage blev
holdt Tvekamp, gjaldt det ikke om at få skiftet så mange
Hug som muligt, men man huggede i en bestemt Orden og
tog sig god Tid imellem Huggene; få, men drøje Hug, det
var, hvad det kom an på, deres Styrke mere end deres Antal
vandt man Hæder ved. Agnar fik nu Fortrinet på Grund af
sin høje Byrd, og han hug til med sådan Kraft, at han
kløvede den øverste Del af Bjarkes Hjælm og sårede ham
oven i Issen, og Sværdet blev siddende fast i en af
Midteråbningerne i Hjælmen. Nu skulde Bjarke til at hugge,
og for at kunne give Sværdet større Sving støttede han
Foden på en Stub og hug med sit ypperlige Sværds hvasse
Eg Agnar midt over. Somme siger, at Agnar leende opgav
Ånden, for at ingen skulde mærke, at det gjorde ondt. Da de
andre Kæmper nu ivrig krævede Hævn, beredte Bjarke dem
en lignende Død, han havde nemlig et ualmindelig langt og
sjælden skarpt Sværd, som han kaldte Blad. Da han nu gik
bort stolt af disse Bedrifter, vandt han en ny Sejr over et af
Skovens Dyr, en umådelig stor Bjørn, der kom ham i Møde i
Tjørnekrattet; han fældede den med sit Spyd og bød sin
Stalbroder Hjalte sætte Munden til Såret og drikke Dyrets
Blod som en Styrkedrik, thi man troede, at en sådan Drik
gav Kræfter. Ved disse udmærkede Bedrifter vandt Bjarke
de ypperste Mænds Venskab og kom også i stor Gunst hos
Kongen, der gav ham sin Søster Rude til Ægte, så han som
-86-