Page 90 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

skjød han Skjoldet for, og efter således at have dækket den
ene Side, væbnede han den anden med Tålmod, det var det
eneste Værn, han havde til den. Det var nu meget snildt af
ham at bruge Skjoldet til at skjærme sig imod Heden, så at
det nu måtte tjene ham til Værn imod den, ligesom ellers
imod de susende Spyd. Men da Heden, der var hvassere end
noget Spyd, ikke kunde komme nogen Vegne med den Side,
der var skjærmet af Skjoldet, tog den fat på den, der var
udækket. En Terne, der stod tæt ved Arnen og så', hvor
ulidelig Heden sved hans Sideben, tog da Spundset ud af en
Tønde, så dens Indhold gjød sig ud over Ilden og fik Bugt
med den, så denne Væde, der kom så betimelig, slukkede
Branden, da den kun var nået halvvejs med at gjøre Fortræd.
Rolv fik stor Berømmelse for det store Tålmod, han havde
vist. Nu blev Adils opfordret til at vise sin Rundhåndethed,
og det hedder sig, at efter at han havde givet sin Stifsøn rige
Gaver, føjede han, for at give Topmål, en umådelig svær
Halskjæde til.
På Gjæstebudets tredje Dag søgte Yrsa nu Lejlighed til at
sætte sin Svig i Værk, lod, uden at hendes Mand anede
noget derom, de kongelige Skatte læsse på Vogne, sneg sig
hemmelig ud af Borgen og gav sig i Nattens Dæmring på
Flugt tillige med sin Søn. Adils satte imidlertid strax efter
dem, og da hun ikke nærede ringeste Håb om, at de kunde
fortsætte deres Flugt, bød hun i sin Angst sine Folk kaste
Guldet fra sig; det gjaldt Pengene eller Livet, forsikrede
hun, det eneste Middel til Frelse var at give Slip på Guldet,
kun ved at lade det i Stikken kunde de fortsætte deres Flugt.
De måtte altså betjene sig af det samme Middel, som det hed
sig, at Frode i sin Tid havde bjærget Livet ved i England.
Der lå heller ikke megen Vægt på, sagde hun, at de lod
Svenskerne tage tilbage, hvad der hørte dem til, når det, der
sinkede deres Forfølgelse, blot hjalp dem selv til Flugt, det
måtte snarere regnes for at give fremmed Gods tilbage end
-84-