Page 86 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Da han en Gang igjen på et Vikingstogt kom til Thorø,
udpønsede Thora, som endnu stadig sørgede over sin tabte
Jomfruære, et skammeligt Anslag til Hævn for den Tort, han
havde tilføjet hende. Hun sendte nemlig med Overlæg sin
Datter, der nu var mandvoxen, ned til Stranden og magede
det så, at hendes Fader fik legemlig Omgang med hende.
Hvorvel han nu således lod sig dåre af en svigefuld Vellysts
Tillokkelser, må man dog ikke derfor tro, at han havde sat al
Ære og Retsindighed til Side, thi i sin Uvidenhed om, hvem
hun var, havde han en god og gyldig Undskyldning for sin
Misgjerning, men hvad skal man sige om den tåbelige
Moder, som, for at hævne Tabet af sin egen Ære, tillod, at
Datteren mistede sin, og ikke brød sig om sin Datters
Kyskhed, når hun blot kunde få ham, der i sin Tid havde
røvet hendes Jomfruære, til at gjøre sig skyldig i Blodskam.
Hvilket grumt Kvindehjærte! for at straffe
Kvindeskjænderen lod hun sig så at sige skjænde igjen, thi
ved det, hun gjorde, syntes hun jo snarere at forøge den
Uret, der var øvet imod hende, end at formindske den efterdi
hun ved den gjerning, der skulle skaffe hende Hævn, begik
en Misgjerning, og da hun vilde råde Bod på den Skade, hun
havde lidt, føjede skammelig Uret til den, idet hun handlede
som en ond Stifmoder imod sit Barn og for at udslette sin
egen Skam ikke skånede hende for Vanære. Der kan jo
ingen Tvivl være om, at hun må have haft en nedrig Sjæl,
når hun var i den Grad skamløs, at hun ikke bluedes ved at
søge Trøst for den Uret, der var bleven øvet mod hende, i sin
Datters Skjændsel. Det var en stor Misgjerning, men én Ting
sonede den: det Barn, der blev Frugten af den, bødede ved
sin Lykke Brøsten, så lige så sørgelig den måtte siges at
være, lige så glædelig blev den i sine Følger. Yrsa blev
nemlig Moder til Rolv, der aftvættede den Plet, som
klæbede ved hans Fødsel, ved en Række Bedrifter, hvis
strålende Herlighed til alle Tider skal prises og roses i de
-80-