Page 959 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

den, medens Resten af Flåden lagde sig i Slagorden og
kastede Anker; de Skibe, der var bestemte til at føre
Levnedsmidlerne på, og som var noget større end
Langskibene, lod han lægge sig imellem disse og Land, for
at det skulde tage sig ud, som om der var flere Krigsskibe,
end der i Virkeligheden var; Sune lod sig da også narre deraf
og troede, at Bugislav havde fået Undsætning af Tyskerne,
men da Tågen omsider begyndte at lette, og Absalon så'
Fjendernes Småskibe sejle forbi ham, sagde han skjemtende,
at de ikke alle skulde slippe uskadte hjem igjen. Han
opmuntrede nu sine Stalbrødre af al Magt og var som
Anfører den første, der sejlede ind på den fjentlige Flåde og
angreb den. Da Sune foreholdt ham, at de havde fået
Undsætning af Tyskerne, og at han derfor ikke burde fare for
hastig frem, men mindske Roningen og lade Krigsfolkene
væbne sig, sagde han, at der slet ingen Grund var til at tøve,
thi Fjenden var således indestængt, at han hverken trygt
kunde indlade sig i Kamp eller give sig på Flugt med Udsigt
til at slippe godt derfra; der var derfor intet til Hinder for, at
de strax sejrede over ham. Da Sune imidlertid blev ved med
sine Advarsler, begyndte Absalons Krigsfolk at iføre sig
deres Rustninger, medens en Del blev ved med at ro.
Fjenden mærkede endnu intet til, hvad de tog sig for, thi den
stærke og vedholdende Tåge hindrede ham deri. Da de kom
nærmere, kunde de danske Ungersvende imidlertid hverken
finde sig i at tøve eller tie længer, de hejsede Bannerne og
dyede sig heller ikke for at give deres Kampiver Luft ved
højrøstet at istemme en Sang. Absalons Banner, som altid
plejede at jage Fjenderne på Flugt, så snart de så' det, røbede
Venderne, at Danskerne var der, og betog dem ganske
Modet til at slås. Under Angst og Bæven lettede de Anker og
sejlede bort med Flåden over Hals og Hoved, og det Stykke
Vej, de havde været lang Tid om at sejle, tilbagelagde de nu
i Løbet af nogle få Timer. En utallig Mængde af dem, som
ikke kunde komme hurtig nok af Sted, enten fordi Skibene
-953-