Page 32 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

og foer hjem, men Apothekeren og alle Folk troede han var gal,
og lod ham derfor kjøre, hvorhen han vilde.
"Det skal Du faae betalt!" sagde store Claus, da han var ude
paa Landeveien! "ja det skal Du faae betalt, lille Claus!" og nu
tog han, saasnart han kom hjem, den største Sæk, han kunde
finde, gik over til lille Claus og sagde, "nu har Du narret mig
igjen! først slog jeg mine Heste ihjel, saa min gamle
Bedstemoder! Det er altsammen din Skyld, men aldrig skal Du
narre mig meer," og saa tog han lille Claus om Livet og puttede
ham i sin Sæk, tog ham saa paa Nakken og raabte til ham: "nu
gaaer jeg ud og drukner dig!"
Det var et langt Stykke at gaae, før han kom til Aaen, og lille
Claus var ikke saa let at bære. Veien gik lige tæt forbi Kirken,
Orgelet spillede og Folk sang saa smukt derinde; saa satte store
Claus sin Sæk med lille Claus i tæt ved Kirkedøren, og tænkte,
det kunne være ganske godt, at gaae ind og høre en Psalme
først, før han gik videre: lille Claus kunde jo ikke slippe ud og
alle Folk vare i Kirken; saa gik han derind.
"Ak ja! ak ja!" sukkede lille Claus inde i Sækken; han vendte
sig og vendte sig, men det var ham ikke mueligt at faae løst
Baandet op; i det samme kom der en gammel, gammel
Qvægdriver, med kridhvidt Haar og en stor Støttekjæp i
Haanden; han drev en heel Drift af Køer og Tyre foran sig, de
løb paa Sækken, som lille Claus sad i, saa den væltede.
"Ak ja!" sukkede lille Claus, "jeg er saa ung og skal allerede
til Himmerig!"
"Og jeg Stakkel!" sagde Qvægdriveren, "er saa gammel og
kan ikke komme der endnu!"