Page 251 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Dog maae vi skilles!" sagde den unge Mand; "Din
Broder er os ikke god, derfor sender han mig i et Ærinde
saa langt bort over Bjerge og Søer! Farvel min søde Brud,
for det er Du mig dog!"
Og saa kyssede de hinanden, og den unge Pige græd og
gav ham en Rose; men før hun rakte ham den, trykkede
hun et Kys paa den, saa fast og inderligt, saa Blomsten
aabnede sig: da fløi den lille Alf ind i den, og hældede sit
Hoved op til de fine duftende Vægge; men han kunde godt
høre, at der blev sagt Farvel, Farvel! og han følte, at Rosen
fik Plads paa den unge Mands Bryst - o, hvor dog Hjertet
bankede derinde! den lille Alf kunde slet ikke falde i
Søvn, saadan bankede det.
Længe laae Rosen ikke stille paa Brystet, Manden tog
den frem og mens han gik ene gjennem den mørke Skov,
kyssede han Blomsten, o, saa tidt og stærkt, at den lille Alf
var nær ved at blive trykket ihjel; han kunde føle gjennem
Bladet, hvor Mandens Læber brændte, og Rosen selv
havde aabnet sig som ved den stærkeste Middagssol
.
Da kom der en anden Mand, mørk og vred, han var den
smukke Piges onde Broder; en Kniv saa skarp og stor tog
han frem, og mens den anden kyssede Rosen, stak den
onde Mand ham ihjel, skar hans Hoved af og begravede
det med Kroppen i den bløde Jord under Lindetræet.
"Nu er han glemt og borte," tænkte den onde Broder;