Page 250 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Hele Dagen fornøiede han sig i det varme Solskin, fløi
fra Blomst til Blomst, dandsede paa Vingerne af den
flyvende Sommerfugl og maalte hvor mange Skridt han
maatte gaae, for at løbe hen over alle de Landeveie og
Stier, der var paa et eneste Lindeblad. Det var hvad vi
kalde Aarerne i Bladet, som han ansaae for Landeveie og
Stier; ja det var da evige Veie for ham! før han blev
færdig, gik Solen ned; han havde ogsaa begyndt saa
sildigt.
Det blev saa koldt, Duggen faldt og Vinden blæste; nu
var det nok bedst at komme hjem; han skyndte sig Alt
hvad han kunde, men Rosen havde lukket sig, han kunde
ikke komme ind - ikke en eneste Rose stod aaben; den
stakkels lille Alf blev saa forskrækket, han havde aldrig
været ude om Natten før, altid sovet saa sødt bag de lune
Rosenblade, o, det vilde vist blive hans Død!
I den anden Ende af Haven, vidste han, var en Løvhytte,
med deilige Caprifolier, Blomsterne saae ud som store
bemalte Horn: i et af disse vilde han stige ned og sove til
imorgen.
Han fløi derhen. Tys! der var to Mennesker derinde; en
ung smuk Mand og den deiligste Jomfru; de sad ved Siden
af hinanden og ønskede, at de aldrig i Evighed maatte
skilles ad; de holdt saa meget af hinanden, langt mere, end
det bedste Barn kan holde af sin Moder og Fader.