Page 252 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"han kommer aldrig mere tilbage. En lang Reise skulde
han gjøre, over Bjerge og Søer, da kan man let miste
Livet, og det har han. Han kommer ikke mere, og mig tør
min Søster aldrig spørge om ham."
Saa ragede han med Foden visne Blade hen over den
opgravede Jord og gik hjem igjen i den Mørke Nat; men
han gik ikke alene, som han troede: den lille Alf fulgte
med, den sad i et vissent, sammenrullet Lindeblad, der var
faldet den onde Mand i Haaret da han gravede Graven.
Hatten var nu sat ovenpaa, der var saa mørkt derinde, og
Alfen rystede af Skræk og Vrede over den fæle Gjerning. -
I Morgenstunden kom den onde Mand hjem; han tog sin
Hat af og gik ind i Søsterens Sovekammer; der laae den
smukke blomstrende Pige og drømte om ham, hun holdt
saa meget af og som hun nu troede gik over Bjerge og
gjennem Skove; og den onde Broder bøiede sig over
hende og loe fælt, som en Djævel kan lee; da faldt det
visne Blad af hans Haar ned paa Sengeteppet, men han
mærkede det ikke og gik ud, for selv at sove lidt i
Morgenstunden. Men Alfen smuttede ud af det visne Blad,
gik ind i Øret paa den sovende Pige og fortalte hende, som
i en Drøm, det skrækkelige Mord, beskrev hende Stedet,
hvor Broderen havde dræbt ham og lagt hans Liig, fortalte
om det blomstrende Lindetræ tætved og sagde: "For at Du
ikke skal troe, det bare er en Drøm, jeg har fortalt Dig, saa
vil Du finde paa Din Seng et vissent Blad!" og det fandt
hun, da hun vaagnede.