Page 255 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Men den onde Broder saae paa det smukke blomstrende
Træ, tog det til sig, som et Arvegods, og satte det ind i sit
Sovekammer, tæt ved Sengen, for det var deiligt at see paa
og Duften var saa sød og liflig. Den lille Rosenalf fulgte
med, fløi fra Blomst til Blomst, i hver boede jo en lille
Sjæl, og denne fortalte han om den dræbte unge Mand,
hvis Hoved nu var Jord under Jorden, fortalte om den
onde Broder og den stakkels Søster.
"Vi veed det!" sagde hver Sjæl i Blomsterne, "vi veed
det! ere vi ikke voxede frem af den Dræbtes Øine og
Læber! vi veed det! vi veed det!" og saa nikkede de saa
underligt med Hovedet.
Rosen-Alfen kunde ikke forstaae sig paa, hvorledes de
kunde være saa rolige, og han fløi ud til Bierne, som
samlede Honning, fortalte dem Historien om den onde
Broder, og Bierne sagde det til deres Dronning, der bød, at
de alle næste Morgen skulde dræbe Morderen.
Men Natten forud, det var den første Nat efter Søsterens
Død, da Broderen sov i sin Seng tæt ved det duftende
Jasmintræ, aabnede hvert Blomsterbæger sig, og usynlige,
men med giftige Spyd, stege Blomster-Sjælene ud og de
satte sig først ved hans Øre og fortalte ham onde Drømme,
fløi derpaa over hans Læber og stak hans Tunge med de
giftige Spyd. "Nu have vi hævnet den Døde!" sagde de og
søgte igjen tilbage i Jasminens hvide Klokker.