Page 253 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

O, hvor græd hun ikke de salte Taarer! og til Ingen turde
hun sige sin Sorg. Vinduet stod hele Dagen aabent, den
lille Alf kunde let komme ud i Haven til Roserne og alle
de andre Blomster, men han nænte ikke at forlade den
Bedrøvede. I Vinduet stod et Træ med Maaneds-Roser, i
en af Blomsterne der satte han sig og saae paa den
stakkels Pige. Hendes Broder kom mange Gange ind i
Kammeret, og han var saa lystig og ond, men hun turde
ikke sige et Ord om sin store Hjertesorg.
Saasnart det blev Nat, listede hun sig ud af Huset, gik i
Skoven til det Sted, hvor Lindetræet stod, rev Bladene
bort fra Jorden, gravede ned i den og fandt strax ham der
var slaaet ihjel, o, hvor hun græd, og bad vor Herre, at hun
ogsaa snart maatte døe. -
Gjerne vilde hun føre Liget med sig hjem men det kunde
hun ikke; saa tog hun det blege Hoved med de lukkede
Øine, kyssede den kolde Mund og rystede Jorden af hans
deilige Haar. "Det vil jeg eie!" sagde hun, og da hun havde
lagt Jord og Blade paa det døde Legeme, tog hun Hovedet
med sig hjem og en lille Green af det Jasmintræ, der
blomstrede i Skoven, hvor han var dræbt.
Saasnart hun var i sin Stue, hentede hun den største
Blomsterpotte, der var at finde, i den lagde hun den Dødes
Hoved, kom Jord derpaa og plantede saa Jasmingrenen i
Potten.