Page 254 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

”Farvel! farvel!" hviskede den lille Alf, han kunde ikke
længer holde ud at see al den Sorg, og fløi derfor ud i
Haven til sin Rose; men den var afblomstret, der hang kun
nogle blege Blade ved den grønne Hyben.
"Ak hvor det dog snart er forbi med alt det Skjønne og
Gode!" sukkede Alfen. Tilsidst fandt han en Rose igjen,
den blev hans Huus, bag dens fine duftende Blade kunde
han bygge og boe.
Hver Morgenstund fløi han til den stakkels Piges
Vindue, og der stod hun altid ved Blomsterpotten og græd;
de salte Taarer faldt paa Jasmingrenen, og for hver Dag
som hun blev blegere og blegere stod Grenen mere frisk
og grøn, det ene Skud voxede frem efter det andet, der
kom smaae hvide Knopper til Blomster og hun kyssede
dem, men den onde Broder skjændte og spurgte, om hun
var blevet fjantet? han kunde ikke lide og ikke begribe
hvorfor hun altid græd over den Blomsterpotte. Han vidste
jo ikke, hvilke Øine der vare lukt og hvilke røde Læber
der vare blevne Jord; og hun bøiede sit Hoved op til
Blomsterkrukken og den lille Alf fra Rosen fandt hende
saadan blundende; da steeg han ind i hendes Øre, fortalte
om Aftenen i Løvhytten, om Rosens Duft, og Alfernes
Kjærlighed; hun drømte saa sødt, og mens hun drømte,
svandt Livet bort: hun var død en stille Død, hun var i
Himlen hos ham, hun havde kjær.
Og Jasminblomsterne aabnede deres store hvide
Klokker, de duftede saa forunderligt sødt: anderledes
kunde de ikke græde over den Døde.