Page 279 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Paa Slottet var der ordentligt pudset op! Vægge og Gulv, der
var af Porcelain, skinnede ved mange tusinde Guldlamper! de
deiligste Blomster, som ret kunde klinge, vare stillede op i
Gangene; der var en Løben og en Trækvind, men saa klang just
alle Klokkerne, man kunde ikke høre Ørelyd.
Midt inde i den store Sal, hvor Keiseren sad, var der stillet en
Guldpind, og paa den skulde Nattergalen sidde; hele Hoffet var
der, og den lille Kokkepige havde faaet Lov til at staae bag ved
Døren, da hun nu havde Titel af virkelig Kokkepige. Alle vare
de i deres største Pynt, og alle saae de paa den lille graae Fugl,
som Keiseren nikkede til.
Og Nattergalen sang saa deiligt, at Keiseren fik Taarer i
Øinene, Taarerne trillede ham ned over Kinderne, og da sang
Nattergalen endnu smukkere, det gik ret til Hjertet; og Keiseren
var saa glad, og han sagde, at Nattergalen skulde have hans
Guldtøffel at bære om Halsen. Men Nattergalen takkede, den
havde allerede faaet Belønning nok.
"Jeg har seet Taarer i Øinene paa Keiseren, det er mig den
rigeste Skat! en Keisers Taarer har en forunderlig Magt! Gud
veed, jeg er nok belønnet!" og saa sang den igjen med sin søde,
velsignede Stemme.
"Det er det elskeligste Koketteri jeg kjender!" sagde Damerne
rundtom, og saa toge de Vand i Munden for at klukke, naar
nogen talte til dem: de troede da ogsaa at være Nattergaler; ja
Laqvaierne og Kammerpigerne lode mælde, at ogsaa de vare
tilfredse, og det vil sige meget, thi de ere de allervanskeligste at
gjøre tilpas. Jo, Nattergalen gjorde rigtignok Lykke!