Page 280 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Den skulde nu blive ved Hoffet, have sit eget Buur, samt
Frihed til at spadsere ud to Gange om Dagen og een Gang om
Natten. Den fik tolv Tjenere med, alle havde de et Silkebaand
om Benet paa den og holdt godt fast. Der var slet ingen
Fornøielse ved den Tour.
Hele Byen talte om den mærkværdige Fugl, og mødte to
hinanden, saa sagde den Ene ikke andet end: "Nat-!" og den
Anden sagde "gal!" og saa sukkede de og forstode hinanden, ja
elleve Spekhøkerbørn bleve opkaldte efter den, men ikke een af
dem havde en Tone i Livet. -
En Dag kom en stor Pakke til Keiseren, udenpaa stod skrevet:
Nattergal.
"Der har vi nu en ny Bog om vor berømte Fugl!" sagde
Keiseren; men det var ingen Bog, det var et lille Kunststykke
der laae i en Æske, en kunstig Nattergal, der skulde ligne den
levende, men var overalt besat med Diamanter, Rubiner og
Saphirer; saasnart man trak Kunstfuglen op, kunde den synge
et af de Stykker, den virkelige sang, og saa gik Halen op og ned
og glindsede af Sølv og Guld. Om Halsen hang et lille Baand,
og paa det stod skrevet: "Keiseren af Japans Nattergal er fattig
imod Keiserens af China."
"Det er deiligt!" sagde de allesammen, og den, som havde
bragt den kunstige Fugl, fik strax Titel af Over-keiserlig-
nattergale-bringer.
"Nu maae de synge sammen! hvor det vil blive en Duet!"
Og saa maatte de synge sammen, men det vilde ikke rigtig
gaae, thi den virkelige Nattergal sang paa sin Maneer, og