Page 281 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Kunstfuglen gik paa Valser; "den har ingen Skyld," sagde
Spillemesteren, "den er særdeles taktfast og ganske af min
Skole!" Saa skulde Kunstfuglen synge alene. - Den gjorde
ligesaa megen Lykke som den virkelige, og saa var den jo
ogsaa saa meget mere nydelig at see paa: den glimrede som
Armbaand og Brystnaale.
Tre og tredive Gange sang den eet og det samme Stykke, og
den var dog ikke træt; Folk havde gjerne hørt den forfra igjen,
men Keiseren meente, at nu skulde ogsaa den levende
Nattergal synge lidt - - men hvor var den? Ingen havde
bemærket, at den var fløiet ud af det aabne Vindue, bort til sine
grønne Skove.
"Men hvad er dog det for noget!" sagde Keiseren; og alle
Hoffolkene skjændte og meente, at Nattergalen var et høist
utaknemmeligt Dyr. "Den bedste Fugl have vi dog!" sagde de,
og saa maatte igjen Kunstfuglen synge, og det var den fire og
tredivte Gang de fik det samme Stykke, men de kunde det ikke
heelt endnu, for det var saa svært, og Spillemesteren roste saa
overordentlig Fuglen, ja forsikkrede, at den var bedre end den
virkelige Nattergal, ikke blot hvad Klæderne angik og de
mange deilige Diamanter, men ogsaa indvortes.
"Thi seer De, mine Herskaber, Keiseren fremfor Alle! hos
den virkelige Nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil
komme, men hos Kunstfuglen er Alt bestemt! saaledes bliver
det og ikke anderledes! man kan gjøre rede for det, man kan
sprætte den op og vise den menneskelige Tænkning, hvorledes
Valserne ligge, hvorledes de gaae, og hvordan det ene følger af
det andet -!"
"Det er ganske mine Tanker!" sagde de Allesammen, og
Spillemesteren fik Lov til, næste Søndag, at holde Fuglen frem