Page 285 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Du det!" og saa fortalte de ham saa meget, saa at Sveden
sprang ham ud af Panden.
"Det har jeg aldrig vidst!" sagde Keiseren; "Musik, Musik,
den store chinesiske Tromme!" raabte han, "at jeg dog ikke skal
høre alt det, de sige!"
Og de bleve ved, og Døden nikkede ligesom en Chineser ved
alt, hvad der blev sagt.
"Musik, Musik!" skreg Keiseren. "Du lille velsignede
Guldfugl! syng dog, syng! jeg har givet Dig Guld og
Kostbarheder, jeg har selv hængt Dig min Guldtøffel om
Halsen, syng dog, syng!"
Men Fuglen stod stille, der var Ingen til at trække den op, og
ellers sang den ikke; men Døden blev ved at see paa Keiseren
med sine store, tomme Øienhuler, og der var saa stille, saa
skrækkeligt stille.
Da lød i det samme, tæt ved Vinduet, den deiligste Sang: det
var den lille, levende Nattergal, der sad paa Grenen udenfor;
den havde hørt om sin Keisers Nød, og var derfor kommet at
synge ham Trøst og Haab; og alt som den sang, bleve
Skikkelserne mere og mere blege, Blodet kom raskere og
raskere i Gang i Keiserens svage Lemmer, og Døden selv
lyttede og sagde: "bliv ved lille Nattergal! bliv ved!"
"Ja vil Du give mig den prægtige Guldsabel! ja vil Du give
mig den rige Fane! vil Du give mig Keiserens Krone!"
Og Døden gav hvert Klenodie for en Sang, og Nattergalen
blev ved endnu at synge, og den sang om den stille Kirkegaard,
hvor de hvide Roser groe, hvor Hyldetræet dufter, og hvor det