Page 286 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

friske Græs vandes af de Efterlevendes Taarer; da fik Døden
Længsel efter sin Have og svævede, som en kold, hvid Taage,
ud af Vinduet.
"Tak, Tak!" sagde Keiseren, "Du himmelske lille Fugl, jeg
kjender Dig nok! Dig har jeg jaget fra mit Land og Rige! og
dog har Du sjunget de onde Syner fra min Seng, faaet Døden
fra mit Hjerte! Hvorledes skal jeg lønne Dig?"
"Du har lønnet mig!" sagde Nattergalen, "jeg har faaet Taarer
af Dine Øine første Gang jeg sang, det glemmer jeg Dig aldrig!
det er de Juveler, der gjør et Sanger-Hjerte godt -! men sov nu
og bliv frisk og stærk! jeg skal synge for Dig!"
Og den sang - og Keiseren faldt i en sød Søvn, saa mild og
velgjørende var Søvnen.
Solen skinnede ind af Vinduerne til ham, da han vaagnede
styrket og sund; ingen af hans Tjenere vare endnu komne
tilbage, thi de troede, han var død, men Nattergalen sad endnu
og sang.
"Altid maa Du blive hos mig!" sagde Keiseren, "Du skal kun
synge, naar Du selv vil, og Kunstfuglen slaaer jeg i tusinde
Stykker."
"Gjør ikke det!" sagde Nattergalen, "den har jo gjort det
Gode, den kunde! behold den som altid! jeg kan ikke bygge og
boe paa Slottet, men lad mig komme, naar jeg selv har Lyst, da
vil jeg om Aftenen sidde paa Grenen der ved Vinduet og synge
for Dig, at Du kan blive glad og tankefuld tillige! jeg skal
synge om de Lykkelige, og om dem, som lide! jeg skal synge
om Ondt og Godt, der rundtom Dig holdes skjult! den lille
Sangfugl flyver vidt omkring til den fattige Fisker, til