"Jo, det skulle jeg tænke," sagde lille Claus, "men jeg kan
ikke bære dig i Sækken hen til Aaen, Du er mig for tung, vil Du
selv gaae der hen og saa krybe i Posen, saa skal jeg med største
Fornøielse kaste dig ud."
"Tak skal Du have!" sagde store Claus, "men faaer jeg ikke
Havqvæg, naar jeg kommer ned, saa skal jeg prygle dig, kan
Du troe!"
"O nei! vær ikke saa slem!" og saa gik de hen til Aaen. Da
Qvæget, som var tørstig, saae Vandet, løb det alt hvad det
kunde, for at komme ned at drikke.
"See, hvor det skynder sig!" sagde lille Claus; "det længes
efter at komme ned paa Bunden igjen!"
"Ja hjælp nu først mig!" sagde store Claus, "for ellers faaer
Du Prygl!" og saa krøb han i den store Sæk, som havde ligget
tvers over Ryggen paa en af Tyrene. "Læg en Steen i, for ellers
er jeg bange jeg ikke synker," sagde store Claus.
"Det gaaer nok!" sagde lille Claus, men lagde dog en stor
Steen i Sækken, bandt Baandet fast til, og stødte saa til den:
Plump! der laae store Claus ude i Aaen og sank strax ned til
Bunds.
"Jeg er bange, han ikke finder Qvæget!" sagde lille Claus, og
drev saa hjem med hvad han havde.
1...,25,26,27,28,29,30,31,32,33,34 36,37,38,39,40,41,42,43,44,45,...302