Page 34 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

mig, nu er jeg ovenpaa, er rigtig riig, kan Du troe! - Jeg var saa
bange, da jeg laae inde i Sækken, og Vinden peeb mig om
Ørene, da du kastede mig ned fra Broen i det kolde Vand. Jeg
sank ligestrax til Bunds, men jeg stødte mig ikke, for dernede
voxer det deiligste bløde Græs. Det faldt jeg paa, og strax blev
Posen lukket op, og den deiligste Jomfru, i kridhvide Klæder
og med en grøn Krands om det vaade Haar, tog mig i Haanden,
og sagde: "Er Du der lille Claus? der har Du for det første
noget Qvæg! en Miil oppe paa Veien staaer endnu en heel
Drift, som jeg vil forære dig!" - Nu saae jeg, at Aaen var en
stor Landevei for Havfolkene. Nede paa Bunden gik og kjørte
de lige ud fra Søen og heelt ind i Landet, til hvor Aaen ender.
Der var saa deiligt med Blomster, og det friskeste Græs, og
Fiskene, som svømmede i Vandet, de smuttede mig om Ørene,
ligesom her Fuglene i Luften. Hvor der var pene Folk og hvor
der var Qvæg, det gik paa Grøfter og Gjærder!"
"Men hvorfor er Du strax gaaet herop til os igjen," spurgte
store Claus. "Det havde jeg ikke gjort, naar der var saa nydeligt
dernede!"
"Jo," sagde lille Claus, "det er just polidsk gjort af mig! Du
hører jo nok, at jeg siger dig: Havpigen sagde, at en Miil oppe
paa Veien, - og ved Veien mener hun jo Aaen, for andet Sted
kan hun ikke komme, - staaer endnu en heel Drift Qvæg til
mig. Men jeg veed hvor Aaen gaaer i Bugter, snart her, snart
der, det er jo en heel Omvei, nei saa gjør man det kortere af,
naar man kan det, at komme her op paa Land og drive tvers
over til Aaen igjen, derved sparer jeg jo næsten en halv Miil og
kommer gesvindere til mit Havqvæg!"
"O du er en lykkelig Mand!" sagde store Claus, "troer Du, jeg
ogsaa faaer Havqvæg, naar jeg kommer ned paa Bunden af
Aaen!"