Page 44 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

sagde vilde bilde hende noget ind. Der var ganske stille i
Sovekammeret, hvor Ida laae; Natlampen brændte henne paa Bordet, og
hendes Fader og Moder sov.
"Mon mine Blomster nu ligge i Sophies Seng?" sagde hun ved sig
selv, "hvor jeg dog gjerne vilde vide det!" Hun reiste sig lidt og saae hen
til Døren, der stod halv paa Klem, derinde laae Blomsterne og alt hendes
Legetøi. Hun lyttede efter, og da var det ligesom om hun hørte, at der
blev spillet paa Claveer inde i Stuen, men ganske sagte, og saa nydeligt,
som hun aldrig før havde hørt det.
"Nu dandse vist alle Blomsterne derinde!" sagde hun, "o Gud, hvor jeg
dog gjerne vilde see det!" men hun turde ikke staae op, for saa vækkede
hun sin Fader og Moder. "Bare de dog vilde komme herind," sagde hun;
men Blomsterne kom ikke og Musiken vedblev at spille saa nydeligt, da
kunde hun slet ikke lade være, for det var altfor deiligt, hun krøb ud af
sin lille Seng og gik ganske sagte hen til Døren og kigede ind i Stuen.
Nei, hvor det var moersomt, hvad hun fik at see!
Der var slet ingen Natlampe derinde, men alligevel ganske lyst,
Maanen skinnede gjennem Vinduet midt ind paa Gulvet! det var næsten
ligesom det kunde være Dag. Alle Hyacintherne og Tulipanerne stode i
to lange Rækker paa Gulvet, der vare slet ingen flere i Vinduet, der
stode tomme Potter, nede paa Gulvet dandsede alle Blomsterne saa
nydeligt rundt om hinanden, gjorde ordentlig Kjæde og holdt hverandre
i de lange grønne Blade, naar de svingede rundt. Men henne ved
Claveret sad en stor guul Lillie, som lille Ida bestemt havde seet i
Sommer, for hun huskede godt, Studenten havde sagt: "nei, hvor den
ligner Frøken Line!" men da loe de Allesammen af ham; men nu syntes
virkelig Ida ogsaa, at den lange gule Blomst lignede Frøkenen, og den
bar sig ogsaa ligesaadan ad med at spille, snart lagde den sit aflange gule
Ansigt paa den ene Side, snart paa den anden, og nikkede Takten til den
deilige Musik! Slet ingen mærkede den lille Ida. Nu saae hun en stor
blaa Crocus hoppe midt op paa Bordet, hvor Legetøiet stod, gaae lige
hen til Dukkesengen og trække Gardinerne til Side, der laae de syge
Blomster, men de reiste sig strax op og nikkede ned til de andre at de
ogsaa vilde med at dandse. Den gamle Røgmand, som Underlæben var
brækket af, stod op og bukkede for de pæne Blomster, de saae slet ikke
syge ud, de hoppede ned mellem de andre og vare saa fornøiede.