Page 119 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

med Balder, skjønt det måtte tykkes såre vanskeligt at
angribe Guder med Jordiske Våben. Der var også dem af
hans Folk, som holdt for, at det ikke vilde være rådeligt for
ham at give sig i Krig med Guder; men så umådelig
ophidset var hans Sind, at al Ærbødighed for deres ophøjede
Væsen var forsvundet af det; thi hos tapre Mænd får ikke
altid Fornuften Bugt med Hidsigheden, stundom får
Dumdristigheden Overtaget over Besindigheden. Måske har
Hød også betænkt, at de ypperste Mænds Magt tit står på de
svageste Fødder, og al liden Tue kan vælte stort Læs.
Balder samlede nu Danskerne og rykkede imod Hød for at
holde Slag med ham. Da der var faldet en umådelig
Mængde, næsten lige mange på hver Side, gjorde Natten
Ende på Kampen. Omtrent ved den tredje Nattevagt gik
Hød, uden at nogen vidste det, ud for at udspejde Fjenden;
thi han kunde ikke sove for den Bekymring, den
overhængende Fare holdt ham i, som det jo for det meste
går, at Sindets overvættes Bevægelse hindrer Legemet i at
finde Hvile, og Sjælens Uro ikke tillader Legemet at falde til
Ro. Da han var kommen ind i Fjendens Lejr, fornam han, at
de tre Møer, der bragte Balder den hemmelighedsfulde
Spise, havde forladt Lejren. Han kunde følge deres Spor i
Duggen og løb efter dem og kom således omsider til det
Hus, de holdt til i. Da de spurgte, hvem han var, sagde han,
at han var Harpespiller, og gav dem strax Syn for sagn, thi
da de rakte ham en Harpe, og han havde stemt den, slog han
Strængene og spillede således for dem, at han kildrede deres
Øren med de lifligste Toner. Disse Møer havde tre Snoge,
hvis Gift de plejede at blande i den styrkende Spise, de
lavede til Balder; de fik dem til at gabe, og så randt der en
Mængde Edder fra dem ned i Spisen. De to af Møerne vilde
i deres Venlighed have budt Hød at spise af den; men den
ældste af dem forbød dem det og sagde, at det vilde være
Svig imod Balder, om de øgede hans Fjendes Kræfter. Han
-113-