Page 121 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

opgive deres Griskhed og tænke på deres Frelse og lærte
dem at lade de Skatte, de higede efter, i Stikken og at tage
Vare på deres Liv. Det er nu sikkert nok, at denne
fremvældende Vandstrøm var et Blændværk og ingen
Virkelighed, ikke opstået i Jordens Indvolde, men frembragt
ved Gjøglekunster; thi Naturen lader ikke Kilder vælde frem
på slige tørre Steder, men siden den Tid har alle som Følge
af Rygtet om den Gravning ladet Højen ligge i Fred. Derfor
ved man ikke, om der er Skatte gjemt i den, eftersom der
ikke siden Haralds Tid er nogen, der har dristet sig til at
grave i dens dunkle Grund.
Odin søgte nu, uagtet han ansås for den øverste Gud, til
Spåmænd og Sandsigere og alle andre, som han havde hørt
lagde sig efter at se ind i Fremtiden, for at få at vide,
hvorledes han skulde tage Hævn for sin Søn; thi sådan en
ufuldkommen Gud har for det meste menneskelig Bistand
nødig. En Finne ved Navn Rostjov forudsagde ham da, at
han med Rind, en Datter af Ruthenernes Konge, skulde avle
en anden Søn, der skulde hævne sin Broders Bane, thi
Guderne havde bestemt, at deres Medbroder skulde hævnes
af denne sin endnu ufødte Broder. Da Odin havde hørt det,
trak han Hatten ned over Øjnene, for at ingen skulde kjende
ham, og drog til den nævnte Konge og gav sig i
Krigstjeneste hos ham. Kongen gjorde ham til sin
Krigsøverste, og med den Hær, han fik at råde over, vandt
han den herligste Sejr over Fjenden, og som Følge af den
Tapperhed, han havde vist i Kampen, blev han en af
Kongens allerbedste Venner og blev overøst ikke mindre
med Gaver end med Æresbevisninger. Kort Tid efter drev
han ganske alene Fjendernes Fylking på Flugt og vendte
tilbage ikke blot som Budbringer om dette vidunderlige
Nederlag, men også som den, der havde anrettet det. Alle
undrede sig over, at en Mands Kræfter havde været nok til at
vinde så stor en Sejr over utallige, og da han nu, stolende på
-115-