Page 120 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sagde dertil, at han ikke var Hød selv, men hans Stalbroder,
og Møerne var da så venlige ikke blot at lade ham nyde
noget af Spisen, men også at skjænke ham et dejligt
skinnende Bælte, som bragte Sejr i Kamp.
Da han nu gik samme Vej tilbage, som han var kommen ad,
mødte han Balder og sårede ham således i Siden, at han blev
liggende halv død. Da dette spurgtes, gjenlød hele Høds Lejr
af hans Krigeres Fryderåb, og Danskerne kærede og klagede
over den Skæbne, der var overgået Balder. Da denne grant
skjønnede, at det led mod Døden med ham, begyndte han,
opflammet af de Smerter, hans Sår voldte ham, Dagen efter
Kampen igjen, og medens den rasede, lod han sig i en
Bærestol føre om i Slaget, for at han ikke skulde få Ord for
at have søgt en uhæderlig Død i sit Telt. Natten efter
åbenbarede Hel sig for ham i en Drøm og sagde, at Dagen
efter skulde han hvile i hendes Favn. Og det var intet tomt
Drømmevarsel, thi da Tredjedagen var leden til Ende, døde
Balder af de overvættes Pinsler, hans Sår voldte ham. Hans
Krigsfolk holdt en kongelig Ligfærd efter ham og opkastede
en Høj over ham. Denne Høj gav nogle Mænd i vore Dage -
deres Formand hed Harald - sig en Gang ved Nattetid til at
grave i, fordi de som Følge af det Ry, der gik af den
Begravelse, der i gammel Tid havde fundet Sted, håbede at
finde Skatte i den; men de blev pludselig slagne af Skræk og
opgav deres Forehavende. Det syntes dem nemlig, som der
pludselig fra Højens Top, som de havde gravet igjennem,
brød en vældig brusende Vandstrøm frem, der med den
voldsomste Fart overskyllede Markerne nedenfor og rev alt
med, hvad der kom i Vejen for den. Forskrækkede over dens
Voldsomhed kastede de deres Hakker og tog flugten til alle
Sider i den Tro, at det frembrydende vand vilde rive dem
bort med sig, i Fald de længere vedblev med deres
Forehavende. Således drev den Skræk, dette Steds
Skytsånder pludselig indjog de unge Mennesker, dem til at
-114-