Page 293 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

havde lidt, thi Mindet om Fornærmelser såvel som om
Velgjerninger plejer at sidde fastere i stærke end i svage
Menneskers Sjæle. Han fulgte nemlig ikke deres Skik, som
holder Trop med deres Venner i Medgang og forlader dem i
Modgang, som mere dyrker Lykken end Venskabet og
tænker mere på eget Tarv end på at vise Velvilje imod andre.
Kvinden blev nu imidlertid hårdnakket ved sit Forsæt, og da
hun skjønnede, at Oldingen ikke engang på den Vis kunde
lokkes til at tage Del i Gildelystigheden, bød hun, for at
fortsætte den Smiger, hun havde begyndt, med endnu mere
overstrømmende Elskværdighed og for at gjøre endnu mere
Stads af Gjæsten, en Fløjtespiller blæse et Stykke, det
bedste, han kunde, idet hun vilde bøje hans stædige Harme
ved Musik og ved Hjælp af kunstfærdig Velklang få Bugt
med hans medfødte Barskhed. Men Fløjtens eller Strengenes
Lokketoner formåede ikke at svække Mandens
Standhaftighed, thi da han hørte dem, skjønnede han, at den
Ære, der vistes ham, mere var for et Syns Skyld end præget
af Kjærlighed, så man kunde fristes til at tro, at den skuffede
Gjøgler snarere spillede for en Billedstøtte end for et
Menneske, og han gjorde den Erfaring, at det er forgjæves at
angribe en så overvættes Strænghed med Gjøglekunster, og
at en sådan Kolos ikke lader sig rokke af tomt Mundsvejr.
Udtrykket af hårdnakket Harme i Stærkodders Ansigt var
nemlig i den Grad blevet forøget, at han i ingen Måde syntes
mere bevæget end sædvanlig, thi den Strænghed, hans
Løfter pålagde ham, var hverken bleven formildet ved
Fløjtens Toner eller ved, hvad der kildrede Ganen, og han
holdt for, at der burde lægges mere Vægt på hans modige og
mandige Forsæt end på, hvad der kildrede Ørene, eller på
Gjæstebudets Tillokkelser. Han kastede derfor det Ben, han
havde gnavet, i Ansigtet på Gjøgleren, så de oppustede
Kinder faldt sammen, da Luften voldsomt fór ud, og således
gjorde han vitterligt, i hvor høj Grad hans Strænghed
væmmedes ved det Bifald, Gjøglere søger, thi hans af Vrede
-287-